Løse ender i en knude

Det opstod til en fest. Lidt dans, lidt flirt, lidt hvem-tager-det-næste-skridt. Du tog din hånd om min hofte og kyssede mig. Lidt efter tog du i min arm. Jeg havde tre sekunder til at reagere på. Min hånd gav ikke slip. Vi havde nok ikke set den næste periode komme. Vi var stadig venner, og der blev støbt gode dybe samtaler sammen. Vi lærte til hinanden og åbnede for nogle specielle emner, man lige kan med den ene person, fordi hjernerne telepater vibrationer med hinanden. Det tilhørsforhold du har til den enkelte person, fordi I krydses indover hinanden på et andet niveau.

Et år efter vækkes nysgerrigheden igen. Det var til din fødselsdag. Efter en venskabelig hilsen og rykkende timer, lagde stilheden sig henover rummet, duggen tonede vinduerne og bagtankerne kom på spil. Det var ikke meningen. Jeg skulle tidligt hjem. Men en eller anden grund var jeg der til sidst. Du krydsede rummet og kyssede mig blidt med en hengivende længsel. Den forbindelse af små intense molekyler, der sloges, var vores lille hemmelighed. Ingen andre personer har set os gå mod solopgangen sammen. Det var mest i de promillevækkende momenter vi nonchalant forførte hinanden, men når vi var lige gode om det, bandt vi i samarbejde en knude. Tråde, der løsende hver for sig, blev stramt ind i hinanden. Ind, over, under og forening.

Men så kom de sobre savn, hvor min krop savnede kærtegn og varmen fra præcis din. Det var heldigvis gensidigt. Det var udfoldelsen vi begav os ud i sammen. Et psykedelisk eksperimentarium vi var trygge ved. Sammen. Præsentationsangsten blev overvundet af ufravendt øjenkontakt og markante strøg. Forfængeligheden tilsidesat, nærmere glemt, i vores astringerende tilstedeværelse. At være der. Et vi.

Husker en morgen, hvor brisen kolliderede vores Isseydufte og blotlagde os for bar hud. Du vækkede mig med et kys, og da mine øjne vågnede, fjernede du håret fra mit ansigt og gav mig et ømt smil, som sagde, at du holdt af mig. Dengang, hvor du nænsomt skruede op for radioen, fordi du ville sikre, at det var noget jeg kunne lide. Det var der din arrogance blev dekonstrueret af overmedmenneskelighed. Det der lige gjorde dét. Dét som ikke kan forklares, men I kender det. De mindre fragmenter, der udgør en vidundersymfoni af klausulen.

Jeg overvejede aldrig vores forhold. Det er disse hårrejsende blussende momenter, man har brug for i sit liv. Det vi har ville jeg ikke dele med mine nærmeste, men nu deler jeg det med alle. En fornøjelse af en finesse, der ubevidst dukker op i mine tanker, mens jeg kommer gående og smiler for sig selv. Nu er vi her. Stadig i givende kontakt, der drages af polernes minder. Det er vores lille serenade af en historie.