Smerter som en østers

På en koksgrå dag med ekstra gråtoner

tænker jeg tilbage på dengang med dig

Husker tydeligt en af de sidste morgener

hvor jeg stadig lod som om at jeg sov 

hvor du voldsomt vred i dit jeg og

kanter fra din krop blev synlige

Med ét så du loftet og hvide blodlegemer 

I samme sekund lukkede jeg mine øjne og 

mit åndedræt stoppede og gåsehuden begyndte

for jeg kunne sense dig komme ind i min radius

Du lagde forsigtigt fem fingre på min arm og

jeg kunne mærke strukturerne på dine fingres riller

cirkler og buer og fordybninger af slid

indplante små kunstværker på mit lærred

På bedst falske vis og på den sødeste måde 

åbnede jeg øjnene og mødte dit blik og søvnige smil

Du bevægede fingrene vandret på min arm og

samtidig viskede du dine små aftryk ud.

Du var forsigtig med at ses, men du var der

Du tog mig ud for at spise havmad og

hvor jeg madede dig med østers og muslinger

Du var både åben og lukket som det vi indtog

Jeg er ved at løbe tør for sider i min notesbog 

Så disse ord bliver halvt læseligt på bunden

Der er en transformation jeg længe har ville:

Jeg ville ønske at min sorg var så smuk som østers

de laver perler og jeg laver smerter