at miste, verbum

Dette digt handler om at miste og er en dedikation til min mormor 13/7-18

Jeg har arbejdet på at miste i små bider og nu forbundet det med en sorg i mit indre

 

Det hårdeste er at miste

miste familie og kærlighed

miste kontrol og balance

Om det er en person du har haft hele livet eller en periode

Det vanskelige er at hjernen skal overbevise hjertet om forandringerne

Det tager tid, hjertet er en sårbar kaliber og klipser sig til erindringerne

Det tager al kraften fra en at være ulykkelig

Det er energisvækkende at græde

I et splitsekund er man helt alene i verden

Du kan ikke se verden med tårer i dine øjne

Det er af natur at vi har evnen til at føle

Elske og hade. Mærke at noget gør ondt og andet bringer glæde

Den psykiske smerte og sorg vi føler skal blive til en del af os

skabe og modulere os

Det overrasker mig altid en smule hvor meget vores tårer smager af salt

Saltvandet smager af det reneste ørkensalt fra Afrika

Så fint et udkom vi producerer når vi er under nedbrud

Hvad sker der under selvdestruktion?

Udvindes vi til diamanter under pres?

En diskurs af ukendelighed

Månens rotation påvirker tidevandet

Tidens cirkulering trænger gennem lagene til hjertet og reparerer

Døden er et spektakulært fænomen

Den venter os og vi holder hinanden i hænderne

Bindes sammen af et bånd af fællesskab

Små enheder der udgør en helhed tilsluttes i et elektrisk led

 

Jeg mistede min mormor

Affekterne drister sig mod hinanden

Bag nethinden ser jeg hende for evigt tage min hånd

forstyrrer min ikkeeksisterende søvn

bare rolig jeg glemmer dig ikke

bliv en del af mosaikkens vibrerende manifest

drag mod horisonten og hvisk ned til os

Kropstemperaturen falder og du skal til ækvator

Vi vander dine rødder med vores tårer

En kvinde der havde troskab og oplevet

skabt og levet

en funklende perle gemt i en snittet østers

ikke længere i blandt os men lysskæret

Mormor, du var for god til Jorden

Derfor tilhører du de ærefulde i himlen

Din sjæl er på vej

vi forøger langsomt dine trin på vejen med minder

Du har sat dine fodspor i sandet og i jorden

Du har givet os alt; liv, glæde, latter og fortolkning 

Vi takker for din tid

Over ozonlagene lagde solen sig ned

Du fandt ro. Du fandt hjem.