En aften på promenaden

Når solen går ned og sommerslumren er over os, så bliver der pustet til ilden. Vi har aldrig været mere i live. I de yderste kroge og mørkeste hjørner, der arbejder vi på at holde byen vi elsker, i gang. Solen stiger ned, men de sidste stråler er henover os udover horisonten. Strålerne fortsætter som glimt i vores øjne. Stjernerne og månen vågner og erstatter solen. Lejlighederne tænder lys og farver. Det er ikke en skyline, men det er en byline kreeret af os københavnere, der tænder lys for hinanden. Det er roen bølgerne bringer, og os, der passer på hinanden. Jeg går med min musik og er tryg i det farveskabende natterum. Jeg har en gemt tillid til det jeg tror på. Det er at slippe på glatte overflader og finde tømte vinflasker i skjul, fordi det hemmelige sted du troede var dit, deles med flere. Det er at gå i møde mod det ukendte i det velkendte. En larmende stilhed. Det er tåren, der triller ned ad kinden af overvældende følelser, når tankerne går i selvsving. Når lyset skaber refleksioner i vandet til ringe og rytmik. Når folk er på vej hjem fra fjern og dates og aftaler og arbejde og blinker, fordi de er sikre. Når folk overholder skilte og sikrer hinandens færden over broer og under vand. Anlæg du ikke ser på den anden side, men ved foregår. Det er, når venner er ved at pakke sammen for at fortsætte dagen efter. En følelse af at være uovervindelig, fordi nætterne er varme og sommerens omsorg er om os. Vi bliver passet på. Det er fortryllelse. Det er liv. Man skulle tro, at det var ekstraordinært. Men det er blot endnu en almindelig tirsdag sommeraften ved vandet i København. En by, der får enhver igennem hele følelsesfabrikken.