uden titel

Solnedgangen ramte os lydløst, men så larmende voldsomt. Silende famlede de røde skyer i kollation, lyserøde og orange, som skabes af solens sidste tilstedeværelse. Brisen lagde et koldt lag på min kind, lige der, hvor tåren havde trillet. Blade blæste mod nord og sandet fulgte langsomt med ned ad skrænten. Fodspor i jorden efter min vægt havde stået der for længe. Horisontens skildring forsvandt med solen sammen med alt det vi kalder for eksistens. Endelig et fredfyldt moment. Var det mon, fordi jeg var så afklaret og levende. Den tynde skyline pyntes med vanvittige lys og blink. Lyde der er afdæmpet og mumlende elektronisk. Jeg bemærker en forbikørende bil, der sænker farten ved svinget og ser mig. Lygterne lyser på træerne og afslører skyggernes kroge. Blitzet blænder. Jeg hører en ugle synge skumringen på plads. Har det som om jeg er gået i søvne. Hvordan endte jeg her. Dette øde sted, hvor jeg når som helst kan falde eller blive taget. Men igen. Det er det min psykose forventer.