Historien om min første forelskelse

Det ramte mig tre gange. Ligesom et hjem-ude-hjem eventyr. Nu skal jeg fortælle jer, hvad der fik mig til at flyve, slå mig ud af kurs til modsatte vejbane og som bragte mig tilbage i et nyt skin.

Mine ben gjorde ondt af nervøsitet. Jeg overvejede konstant som kujonen jeg er at aflyse og vende om. Halvtreds meter fra mødestedet du kan stadig nå at lave en u-vending. Mødet fandt sted. Anerkendelsen og målet om at præstere mit bedste, men samtidig hvile i mig selv, være mig selv, havde jeg i baghovedet. Vi havde så mange ting tilfælles. Din charme og flotte øjne fangede mig. Jeg fangede tilsyneladende også dig. Som en film stod vi til sidst og kyssede i et i gang arbejdende snelandskab, i stilheden. Lod vores busser dreje af. Dit greb om mig varmede. Vi var der. Elektriciteten blev opbygget efter flere dates. Vi oplyste hele København og vi oplyste hinandens vinduer. Du var kunstinteresseret og du kunne lide min kunst. Du vidste, hvad du skulle sige uden at love mig guld og grønne skove. Du gjorde mig så rolig og fokuseret. Du gjorde mig sårbar. Jeg husker, at jeg stod på toilettet på uni og du fremkaldte et bredt smil på mine læber. Bare sådan. Du kunne uanmeldt skrive til mig, at du gik forbi noget og tænkte på mig. Eller når jeg uopfordrende slentrede igennem dine tanker. Det gjorde ondt indeni, når vi ikke havde haft kontakt i flere timer. Det var de der stikkende følelser og længsel af opmærksomhed af en, der endelig holdte af en. Jeg blev til én af dem.

Længe har jeg arbejdet på teksten. Hvor skulle jeg begynde? Den måde du sagde mit navn på? Hvordan du tog luften af ballonen? Jeg tog mørkeblå neglelak på, fordi du sagde, at du godt kunne lide sort, men din yndlingsfarve analyserede jeg til blå. Der var dengang, hvor jeg havde gjort mig fin til middag og du blev blændet. Du kunne ikke styre dig, så vi blev en time forsinket til middagen. Når jeg var i byen og nogle lagde an på mig, så smed jeg jeg har en kæreste-kortet og tænkte på dig, selvom vi bevægede os uden titel. Husker da din stemme forvred sig og en skygge af sorg overtog dine øjne, når du fortalte om noget, der havde såret dig. Hvordan mit hjerte ville hele dine ar. Hvordan du krøb dig ind til mig, og jeg nussede dig i søvn. Husker du dengang vi mødtes efter byen, og jeg var så fuld, at jeg forkert metro og tredive minutter senere ankom jeg til kebabstedet (hvor jeg kunne have gået på ti), og du var allerede i gang med din nummer to. Det der skæve smil du gav mig, og dine øjne stod klart, men mystisk til dit brune letkrøllede hår. Præcis den type svaghed jeg har kært. 

Så kom skyggen. Dagen, der skyggede for alle de gode minder. Rettelse; dagene.

Normalvis giver jeg mig ikke tid til at sørge, men denne gang lod jeg dæmpningen bryde. Jeg gav slip. En indgravering i mig selv, der væltede hele systemets brasende følelser ud. Fra gamle tanker, hvor man ikke var god nok, til denne dag, hvor den første forelskelseskvote var blevet opbrugt og sendt over til en anden. En anden, som havde haft glæden af dig før, men som kvajede sig. Hun fik en ny chance. Her troede jeg, at dette for første gang kunne føre til mere. Jeg kunne huske, at jeg ville være hende. Hvor anderledes hun var, blev jeg nødt til at være magisk. Vi to varede ikke længe, men længe nok. Jeg husker den tirsdag så tydeligt, hvor jeg mistede dig og mine ejendele (i det offentlige). Jeg vil ikke gå i detaljer, men en ting er sikkert. Man stjæler ikke fra en grædende pige. Der tændte en brand indeni mig. Men udrykningen var løbet tør for vand. Skyllet foregik kun ud som floder ud af øjnene. Det føltes som en uendelig misere. Stjernerne var gemt den aften og træerne og blomsterne indstillede deres vækst og satte foråret på pause. Natbussen havde fået en falden skribent i mørket.
Det var eftertankerne som også sved. Forestillinger af os i lejligheden. Den måde du kiggede på mig. Mange billeder og film i mit hoved jeg har gemt i ståldåser med lås i fortrængelse. Det var alle de steder og sange, der pludselig var ødelagte for mig. De efterfølgende digte jeg har skrevet. Et kasseret papirhjerte. Det var søvnløse nætter. Det var øjeblikke, hvor jeg stod i Netto eller i 5A og fældede en tåre. Udtryksformer og følelser jeg endelig forstod end blot at flette ind i digte. En knude i maven af ikke at være god nok. Knyttede hænder der i sinde havde lyst til at slå til alt. Det var mørklæggelse indeni. 

Jeg havde tabt hovedet, ben og hjerte, men nu måtte jeg samle mig sammen. Jeg vendte vrangen ud, så I kunne se et snit af såret. Så kan det renses og vende tilbage til sit velkendte tempel. Eller noget bedre. Jeg måtte vende hjem igen. Dæmpningen skulle genopbygges og blodet skulle reetableres.

Men kære du. Du finder måske dette digt en dag. Jeg håber, at det ikke gør noget, at jeg prøvede at sætte ord på denne lyserød sky vi befandt os på.

Jeg kan ikke forelske mig uden dig, men jeg kan heller ikke forelske mig med dig.