For sin egen skyld

Hun klæder sig hurtigt af for at træde ind under det varme vand. Hun tager sig god tid. Plejer sit hår. Gør sin hud bar og klar. Årsagen er ligegyldig. Om det er, at hive en fyr hjem eller ligge i ske med veninden. Det er for sig selv. Hendes hud begynder at rynke. Det er to tegn. Hun har været der for længe og skal ud eller hun vil egentlig bare blive hjemme. Hun slukker for de tusinde dråber. Trækker i badekåben med håndklædet viklet om hovedet. Giver sit ansigt et lag inden masken kommer på. Giver benene et fugtlag med lidt self-tan. Hun giver sig god tid. Hun lytter til sin rolige liste og sommetider kommer syngende toner ud. Hun elsker farver og vælger sin nye blå øjenskygge med selskab af den glitrende gule cremede øjenskygge. Det er længe siden hun har malet med eyelineren, så hun gør den stærk og tydelig. Eyeliner giver vinger. Der er i mellemtiden tikket notifikationer ind. En masse fra gruppesamtaler, flere snaps og en SMS, der fanger hendes øjne. Den skiller sig ud.

”Skal du ud i aften min kære? Hvor kan jeg give dig en svingom?”

Der trækkes i hendes naturlige læber. En sød formulering og så tidligt på aftenen. Han var ikke ligesom de andre. Alligevel svarer hun ikke. Hun overvejer altid at tage en rød læbestift på, men ender altid med sin sædvanlige hverdagstonede farve. Hendes fingre tager fat i et hvidt sæt matchende lingerie med tilhørende hofteholdere og blondestrømper. Det er muligvis til dels for ham, men en kvinde er altid mere selvsikker, når indeni er flottere end udenpå. For sin egen skyld. De er gaver. Lidt ekstra bronzer til kinderne. Hun skal skinne i aften. Hendes negle er mørkegrønne lakeret, så hun vælger en grøn ring. Hun har styr på det og slinger sig i silkekjolen. Hvilke sko?

Støvletter?

Almindelige støvler med lidt hæl?

Dem som klikker?

Stiletter?

Hun træffer beslutningen hurtigt, og vælger de støvsamlende knæstøvler. Hooker-boots. Hun vælger en af sine røde tasker. Hun er sofistikeret, og erkender ikke at hun vil blive set. Hun er allerede forsinket, men skynder sig ikke. Humøret er blevet bedre. Hun har udviklet det. En anden interessant snap meddeles. Hun åbner den selvfølgelig ikke endnu, og ej svarer hun på den anden besked. Hendes tid er sin egen. Hun overvejer at skifte tøj nu. Men hun er beslutsom og begynder at gå ud. Hun vender tilbage på værelset og rydder op. Hun kan ikke klare tanken om rod og slet ikke, hvis hun skal have besøg. Hun kommer pludselig i tanke om dengang, hvor hun havde ham på besøg og han strøg sine blide fingre og hendes vandrettende position. Men så huskede hun på, at hun bare var en for ham. Ikke én, men bare en ligesom de andre. Hun hader disse tanker mens hun sidder i bussen og hører en deprimerende sang.

Hun ankommer til de andre og de får hende i humøret. Igen. Hvad er der med hende. Der var andre fyre til stede. Også søde. Men hun ville bare hygge med vennerne. Hun havde ikke overskud til at lære en ny person at kende og slet ikke at dele ud af sig selv. Hun svarer sine beundrere. En ny beundrer kommer frem bag øjenkrogen som et snig angreb. Han spørger:

”Er det ikke dig, der har tegnet de tegninger på væggen?”

Hvilket chok jeg får før jeg får slugt ordene i mig og gemt min positive begejstring.

”Jo.”

”Du er virkelig dygtig.”

Forfra igen. Hvordan gør hun det tænkte de andre. Han var både sød og klog, men hun var ligeglad. Hun var et fjernt sted med sin rom og cola og ekstra lime et varmt sted. Hun følte et stink af ensomhed. Hun spændte i sin mave. Tårekanalerne ville aktiveres og maven slår knuder. Måske skulle hun bare droppe en undskyldning og tage hjem? Hvad med pigerne og more sig og være bekymringsfrie i byen? Hvad med hendes drenge? Hun spørger om han ikke vil med ud og ryge. Han giver en cigaret og holder om hende. Halvt. Der var et pust af intimidering. Det var rart. Kulden. En følelse af at kunne give slip og falde udover altanen. Medmindre han holder fast.