held.

Jeg lavede et freestyle-digt. Selv fiktive historier og følelser, kan få ens vener til at vride sig og lungerne til at klemme hjertet. Jeg indrømmer sandheden nu… Det er måske et gammelt fund i følelsesregisteret.

Det lød lidt således, med efteropdigtede klammer:

Du var ligesom mine tidligere fyre, og så alligevel ikke. Fyre siger de rette ting man vil høre, men det er man næsten immun for. Jeg er gemt bag bjerge og voldgrave. Men kære du, du sagde ikke de rette ting, du sagde for meget. Jeg var ikke interesseret, men så begyndte du at hvile i dig selv. Du udgav en aura jeg manglede. Det var held. Mit hjerte så sit snit til sollys. 

Det var formørkelse, hvor du duftede godt, men ikke af mig. Mine sanser blev sløret af dine sorte T-shirts. Synet var som at drukne i det sorte hav. Bundløst og alene. Sitrende til fingerspidserne. Jeg nåede ikke langfingeren, men var blot om din lillefinger, som du knuste i en næve. Jeg kom efter luft, men var der kun helium til hjernen. Kontrolløs og under din nøgterne magt. Der kom ikke ilt til systemet. Mine knogler hang og manglede sine søm. Alle disse emotionelle nedbrud var ikke det værste. Det værste var, at jeg stadig havde kræfter til at gå.

Men.

Mit forskruede jeg, kunne lide det du var i stand til at gøre. Hvordan du både var mit lys og min skygge. Jeg ville ikke indrømme, at vi ikke længere var et match. Men var villig til at lade som om. Mit skib manglede en styring, og du satte alle sejl til. Selvom du er satan her, så er jeg en medskyldig håndlanger. Du fik mig til at flyve og du fik mig til at ramme asfalten. Vi spillede et spil, og jeg prøvede at styre mit panel, men hvad er pointen i at prøve, når man ved, at man taber.

Du spillede helgen i hvide T-shirts, og gav mig ikke samme dosis dopamin. Dagene på afslutningen kom, og jeg viftede min overgivelse med din T-shirt. Selv mine strenge kunne ikke holde mig oppe. Jeg er en dårlig beholder for min sjæl. Tyngdekraften tog fat, og jeg tror det er derfor, at der er et held i helvede.