16. aug. 2017

Festival love story: II



Til Tinderbox oplevede jeg, af alle mennesker, en love story. 
Festivaller er så mindre kompliceret. Ting sker bare.
Her er min fortælling. Den er mere eller mindre sand. Med ekstra glimmer på.

Vi mødtes første dag blandt de andre venner.
Du holdt øjenkontakten med mig og jeg fandt senere ud af, du syntes, at det var sjovt at stirre indtil pigen kigger væk. Et af dine scoretricks monstro.
Jeg huskede dig fra historier. Jeg havde ikke mødt dig, kun nogle af dine venner. Du tog fat i min hånd og gav mig en svingom til Kim Larsen. Du holdt godt fast, som om jeg var ved at gå. Smilede med hele ansigtet. Kiggede mig dybt i øjnene. På min mund. Vi vidste begge, hvad der skulle ske senere.
Vi snakkede som om vi havde kendt hinanden længe, jeg smed mit visitkort som du lagde tæt på hjertet.

Vores hold skulle videre og finde noget til sulten. Derefter spillede MØ, som mulerpige (Mulernes Legatskole) burde jeg være begejstret, men jeg tog med andre til Magicbox som var en f-e-s-t. Her blev jeg resten af aftenen med den anden side jeg begærer, den hårde vilde side. Vi købte flasker og armene stak af. Der tikkede en besked ind og jeg troede du var min veninde. Efter utallige udvekslende beskeder går det op for mig, at det er dig. Du spurgte om vi skulle følges hjem. Jeg var allerede på vej med min ven. Du ville mødes. Du fulgte mig hen til døren, vi snakkede om rejser og vilde ting mens vi var fulde. Vi kyssede og du varmede mig. Kyssede min pande og dragede videre.
Vi skrev sammen dagen efter og du ville gerne ses. Jeg hørte en masse dj’s på Magicbox. Midt i myldret foran scenen fandt vi hinanden helt tilfældigt. Du holdt mig fast flere gange inden jeg blev presset ind i en mosh pit. Og vi hoppede sammen. Jeg sagde, at jeg skulle videre med de andre, men din ven sagde, at jeg skulle blive med dig. Vi røg, vi drak, vi snakkede om verden og adrenalin. Vi dansede til RL Grime, og du tog mig i dine arme og vi kyssede som om alt var stille. Det var det.
Vi skålede til Suspekt. Kun os to. Dansede tæt og dansede fjernt. Du tog mig flere gange op og vi kyssede som om du lige var kommet hjem fra en jordomrejse. 
Folk kiggede på os som et nyforelsket romantisk par. Det var vi.

Vi cyklede hjem til dig. Snakkede i flere timer og magien spredte sig. Vi faldt i staver. 
Du lavede kaffe og gav chokolade.
Du gav alt, hvad du havde for at give mig, en god oplevelse. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar