Over bord

Jeg tror, at efter jeg har lyttet til andre omkring at åbne mig op og føle mere, så er jeg blevet mere skrøbelig. 

Det er der jo heller ikke noget galt med, men hvis man ikke er vant til disse overvældende følelser, hvad gør man så? Kan jeg låse dem inde nede i underbevidstheden? Kan man bytte med andre? Hvad er disse triste og sørgmodige følelser til for, hvis de kun hiver i tårekanalerne? Nu er jeg vildledt af mange spørgsmål, men ikke tættere på en løsning. Kan jeg trække en løsning tættere på? Altså sådan rykke den tættere på mig, og så dukker en lyspære af en ide frem over mit hoved... Dette har kun ført til endnu flere spørgsmål. 

Hvordan lever folk med følelser oven på følelser? Er der en holy bible jeg bør kende til for at kontrollere dem?

Det letteste ville være at slette min indre harddisk siden sidste opdatering. Det indebærer så også, at jeg sletter de sidste par dage i mit liv. Men så er det jo glemt - og hermed er jeg hverken trist eller fortvivlet? Hvem stiller jeg egentlig disse spørgsmål til? Jeg ser sort på hvidt, men ingen blomstrende svar. Mit næste skridt er at gå alene i seng med spørgsmålene hængende på tørresnoren med de stærkeste tøjklemmer. De dersens følelser falder dybere ned mens de samtidig har hægt sig fast i tårekanalerne. De er nu faldet helt og kanalerne åbnes og der er ingen dæmning, som kan standse vandet. Jeg er druknet i følelser, og der er ingen, der kaster en redningskrans.